Kært "barn" har mange navne

Før jeg mødte min kæreste har jeg da ofte skænket tanken hvordan det mon ville være at møde en mand med barn/børn. Oftest er det fædrene der kun har børnene hver anden weekend (hvilket jeg ikke synes er fair, men det er vist et helt andet indlæg) så det ville jo kun være ca 4-6 dage om måneden. 
Da jeg så mødte min kæreste som er "fuldtidsfar" var det nogle helt andre tanker der skulle på banen. Tanker som bla var 'er jeg parat til en andens barn', 'kan/vil jeg "dele" min kæreste' og en masse andre.
Hvad og hvem skal jeg være? Skal jeg være stedmor, bonusmor, papmor eller bare fars kæreste?
Drengen har allerede en mor og den rolle vil jeg på ingen måde overtage. Men facts er stadig at jeg er den primære "mor" rolle i hans hverdag og det er helt ok. Han kalder mig for Cille og det passer mig glimrende (tror faktisk ikke han er helt klar over at jeg hedder Cecilie)
Jeg er den som tager sig af det praktiske som madpakker, tøjvask, madlavning mm. Men jeg er også den som har ham om morgenen, kører ham i børnehave, læser godnathistorier mm. Noget som min kæreste fra dag 1 faktisk har ladet mig gøre. 
Jeg gjorde det nemlig fra starten ret klart at skulle vi have en fremtid sammen ville jeg også være en del af de daglige beslutninger. Det lyder måske hårdt, men det er vigtigt for mig at disse ikke blev taget over mit hoved for så at jeg først blev sat ind i dem bagefter. Jeg har en fantastisk kæreste som heldigvis var helt enig med mig, skulle vi bo sammen skulle det være som en lille familie og ikke som far/søn --- og kæreste.
Derfor ville jeg heller ikke være hende der 'bage kage'/'lave perler' mm papmor. Selvfølgelig skal vi også dette, og gør det ofte (specielt kage delen ;) ups) men jeg vil også ses på som en voksen som skal respekteres og hvis ord også er gældende. 
Siger jeg nej, er det ligeså gældende som hvis far siger det. Også selvom man bag min ryg liiige sniger sig hen til far og ser om han skulle svare noget andet. Gør han det fortæller jeg så at jeg altså har sagt nej og der går min kæreste så ind og forklarer drengen at hvis jeg har sagt det så er det sådan det bliver og så skal han ikke spørge igen.
Måske lyder dette i andres ører måske "hårdt", men det fungerer rigtig godt for os og det er jo i bund og grund det der tæller :)