mandag den 31. december 2012

Nytårsaften 2012

Jeg vil bare lige hurtigt kigge ind og ønske Jer alle et rigtigt godt nytår :)
Vi skal være herhjemme med ungerne og senere kigger min søster og kærestens bror forbi

søndag den 30. december 2012

Kunstpause der vil noget

2 indlæg og så er jeg stille i 4 måneder - pinligt! Men hold op hvor har den der hverdag bare taget fusen på mig. Tiden farer bare afsted i et sindssygt tempo og dagene forsvinder i madpakker, madplaner, rengøring, tøjvask mm. Men jeg nyder det og elsker min lille nye familie, dog skal man lige vænne sig til det der med at blive vækket om natten af en 5årig der skal tisse, er tørstig eller er overbevist om at det er morgen kl 5.
Oveni det at tilvænne sig til en helt ny livsstil, ny familie, ny by osv er der også den der berømte (eller berygtede) eks som der skal forholdes til. Desværre er denne af den meget usamarbejdsvillige slags, så vi har også været en tur forbi statsamtet og næste år står den nok på en tur i retten også da den omtalte eks (heks) ikke er tilfreds.
Jeg kunne skrive spalte op og spalte ned om hvor øv situationen med hende er, men da jeg ikke vil hænge nogen ud gør jeg det ikke. Det kan jo nok ikke undgåes at det vil blive nævnt fra tid til anden, men da jeg så vidt muligt prøver ikke at lade hende påvirke min dag og mit humør holder jeg hende mest muligt udenfor bloggen.
Så var der også lige pludselig jul og en helt ny af slagsen. Har altid elsket jul og nydt alt omkring den, men det kunne klart mærkes at der i denne julemåned også var børn. Pludselig skulle der jongleres med en hulens masse pakker fra ham der julemanden, og med en 9årig lettere mistænksom pige i huset var det noget med at få dem alle pakket ind og derefter få slettet samtlige beviser af papir, bånd mm. Men hvor jeg bare nød at se deres ansigter om morgenen når de skulle se om julemanden havde været forbi i løbet af natten og hvad der mon lå i sokken. Og sikke nemme de dog var at få ud af fjerene, hi hi ;-)
Selve juleaften var uden børn, så den blev fejret hjemme hos mine forældre sammen med kæresten. Vi havde en fantastisk aften og jeg synes det var noget helt særligt at fejre den sammen med ham.
At han så lige sluttede aftenen af med at stikke mig en lille æske med den fantastiske marguerit ring fra Georg Jensen gjorde bestemt ikke min aften mindre magisk - og den har siddet på min finger lige siden :)
Jeg håber I har haft en ligeså skøn jul som mig og er klar til det nye år.
Jeg regner stærkt med at blive lidt mere stabil her på bloggen :-)

Godt nytår